Styr dig så…..

img_4782

De ord har jeg sagt mange gange til mig selv i aften, desværre.

Og hvorfor har jeg så det. Jo ser I, jeg har faktisk haft en virkelig dejlig weekend med mine elskede piger, og jeg har nydt hvert et sekund. Vi har fyldt weekenden men tid til hinanden og alt det jeg kunne drømme om og håbede på at vores weekend skulle blive – lige ind til i aften.

Kender I det når man lige giver søndag aften lidt længere snor. Særligt når man har skiftedag mandag. Så er det som om jeg som mor ikke helt vil at søndagen skal slutte. Så det starter allerede lidt skævt ved at ligge pigerne i seng en lille time senere end forventet.

Og så tænker I måske, ja og hvad så. Problemet er bare det, at jeg har så mange planer om ting jeg skal nå når de sover. Jeg skal ryde op, både efter aftensmaden og hvad der ellers måtte ligge hist og her. Tingene til imorgen skal pakkes og så skal der generelt gøres klar til ugen, som starter med møde herhjemme efter aflevering af pigerne. Så det nytter ikke noget at det roder. Og så var der lige de mails, de blog indlæg og den meditation, som efterhånden har været i kalenderen i flere år, men som sjældent får lov til at blive hakket af på listen.

img_3186

Nåh men jeg putter pigerne og skal til at synge for dem, og så er de helt glade i låget, hvilket jeg burde omfavne at glædes over. Men det kan jeg ikke overskue fordi jeg gerne vil at de falder til ro hurtigt, så de får deres optimale søvn og jeg kan nå det jeg skal.

Så jeg bliver irriteret – og allerede der har jeg jo tabt. Jeg ved jo på forhånd, at jeg ville få dem til at sove hurtigere og bedre hvis jeg grinte lidt med og fik dem til ro på en ordentlig måde. I stedet hæver jeg stemmen. Ikke på almindelig vis, men på den måde hvor jeg ikke bagefter er stolt. Og så er det som om jeg bliver 3 år gammel og bare kører i ring.

Det ender med at tage en time at få pigerne til at sove, vel at mærke efter jeg har skældt ud, råbt alt for højt og endda banket hårdt i bordet, inden jeg ligger mig mellem dem og synger for dem mens deres små fine hoveder putter i hver sin arm.

Det var jo sådan det skulle starte og være blevet. Og jeg ville ønske jeg kunne slette alt det der var imellem. For selv om børn har godt af nuancer og grænser, så var min opførsel på ingen måde konstruktiv.

Jeg håber ikke der er mange af Jer der kender til den følelse jeg sidder med. Men gør du, så håber jeg trods alt at det kan hjælpe dig en smule, at du ikke er alene. Ikke at det gør det i orden at miste voksengrebet.

Men nu fik I så min aften historie og jeg vil prøve at ligge det bag mig, få gjordt det jeg skal, og så håbe på, at jeg har lært af det og at børnene stadig elsker mig imorgen.

Heldigvis var det de sidste ord vi sagde til hinanden inden drømmeland, og det første jeg vil sige og vise dem imorgen tidlig. Og så lover jeg, at jeg aldrig vil være for stolt til at se mine fejl og altid være voksen nok til at give en god solid undskyldning når tålmodigheden og mor-temperamentet løber af med mig.

For er der noget vigtigere end at sørge for at vores børn føler sig set, hørt og ikke mindst elsket. Og det gør jeg sgu. Elsker dem så uendelig højt. Men den følelse er jeg ikke i tvivl om at I kender.

Måtte bare dele, håber at det er ok….

Nyd Jeres aften og kys og elsk Jeres vidunderlige børn.

   

Vinterbadning…..

img_1085

(rabatkode længere nede i artiklen)

Hvorfor gør man det egentlig. Hopper i det iskolde vand, også når det regner, sner og blæser. Jeg ved godt hvorfor jeg gør det. Fordi det er hyggeligt, hvilket også er derfor jeg kun gør det i selskab med andre. Og ja det er der selvfølgelig rigtig mange dejlige ting der er, som ikke kræver at man først skal nedkøles, småfryse (nogle gange virkelig fryse) og vente på varmen kommer tilbage i kroppen, inden der er tid til hygge og varme drikke.

Det kolde gys gør bare noget ved mig. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Og alt afhængig af vejret giver det forskellige følelser.

Der var for eksempel en dag for nylig hvor det blæste helt vanvittigt og var hamrende koldt. Bare det at hoppe i vandet alligevel, gjorde mig stolt af mig selv. Jeg følte mig stærk og mega sej. Og selv om vi stod og grinte af os selv inde, og endda løb efter tøj der forsvandt med vinden, så var det det hele værd.

img_1112

Og de dage hvor der er bidende koldt, men vindstille, højvandet og solskin, så er man bare tilstede i nuet, fordi den fine kombination af det kolde vand og adrenalinen i kroppen, blandet med solskin, får mig til at slappe helt af og bare være og nyde.

Det skal lige siges at jeg ikke er medlem af nogen badeklub. Det vil sige at jeg ikke går i sauna bagefter og får varmen. Det foregår på den benhårde måde. Der hvor tøjet (og særligt nøgler og mobil) skal ligges så godt tilrette at intet falder i vandet eller blæser væk. Og så er det bare om at stå og småfryse mens tøjet bliver lagt pænt sammen og igen når det kolde vand skal tørres af kroppen. Men det er måske faktisk netop det jeg er ret vild med. Det kræver noget særligt af mig. Og jeg er lige der i øjeblikket. Hvis du ikke har prøvet det – så burde du gøre det. Bare én gang. Måske du bliver vild med det.

img_1086

Og både først og sidst i sæsonen er der jo masser af tid til ekstra hygge ved vandet. De tidspunker hvor kulden i luften ikke bider, der er det simpelthen bare så ubeskrivelig dejligt at side ved vandet – vel vidende at man lige har været i, og at det på ingen måde er behageligt lunt endnu – og bare inhalere luften og energien.

img_0284

Jeg har anskaffet mig en ny badekåbe, som jeg er svimlende glad for. Den har fleece indvendigt og er vind og vandtæt udenpå. Det betyder at jeg får varmen ganske hurtigt, og særlig på de dage hvor det blæser. Det var simpelthen en befrielse for mig da jeg fik den på. Det var som om nogen lukkede for det vindue det trak fra. Den er fra Nordbaek og er lige hvad jeg manglede. Det vilde er at når jeg sætter mig på badebroen iført den (som også varmer på numsen) så føler jeg mig heldig. For så kan jeg virkelig nyde min dukkert.

Og så kan det anbefales at ankomme i Karmamejus heldragt, den er nem at få af og på og super hyggelig og varm.

img_1090

Fra idag, torsdag og til med søndag kan du få hele 15% på deres fine ting med rabatkoden “saramaria” – klik her. – de  har også lavet det helt perfekte underlag, så fødderne ikke bliver kolde både inde og efter dukkerten, til kun 59kr.

Vinterbadning eller ej, så håber jeg at I får en fantastisk dag.

Knus og kærlighed

   

Boost din fordøjelse

Jeg er virkelig dårlig til at huske at få spist regelmæssigt. Jeg kan let springe måltider over og kommer hurtig til at snacke lidt for meget, fordi jeg ikke har fået nok mad.

Grunden til at jeg laver dette indlæg er simpelthen fordi der er opstået en enestående mulighed, og jeg kan slet ikke få armene ned. Nederst kan du læse hvorfor jeg er ekstra begejstret i disse dage.

img_0607

Min kære smukke, skønne, dejlige og dygtige veninde Gitte Høj Jørgensen (www.gittehoej.dk) har skrevet bogen “Boost din fordøjelse på 21 dage”. Hun har skrevet den fordi, som hun fortæller, rigtig mange har vrøvl med fordøjelsen på den ene eller anden måde. Vi er bare rigtig dårlige til at stoppe op og reflektere over, om vores livsstil mon kan have en sammenhæng med, hvordan vi egentlig har det og hvordan vores energi i kroppen er.

Bogen er IKKE en mirakelkur eller et quick fix, men tager udgangspunkt i nogle helt simple og enkle principper. Vi skal leve mere enkelt for at vores fordøjelse fungerer, og for at vi dermed bedre kan optage de næringsstoffer som vi får fra maden vi spiser.

Bogen i sig selv indeholder en plan for 21 dage. Det er mega let at leve efter og handle efter. Og så giver det altså resultater. Ja, bevares du taber dig helt sikkert nogle kilo, men du oplever altså også mere ro og velvære i kroppen. Maven føles og synes fladere og oven i hatten en regelmæssig fordøjelse. Jeg har før levet 21 dage efter “Boost din fordøjelse” og kan virkelig godt anbefale det.

Alt dette er blandt andet en del af det foredrag som Gitte og jeg afholder sammen – Bevidste Valg.

500x0-jpeg

Bogen kan du købe for 100 kr på Gittes site.

Og så kommer vi til det som altså er super fedt i mine øjne. The Jock (https://www.butchers.dk/the-jock/) har sammen med Gitte sammensat en 21 dages pakke som indeholder følgende:

1 x olieshot pr. dag (en rutine jeg endnu ikke har formået at få ind i mit liv….)

21 x frokost

21 x aftensmad

42 x mellemmåltider/snacks

 

Morgenmaden skal du selv klare men i bogen finder du masser af fin inspiration til dette.

Det koster i alt 5.500 kr. og der er afhentning af mad mandage og torsdage.

Ring og bestil på 20826065 så du kan få din pakke når de begynder d.22. jan. – jeg har bestilt min og kan sket ikke vente. Både fordi jeg ikke skal tænke på at lave mad til mig selv i hele 3 uger, men også fordi jeg kender følelsen i kroppen efter 21 dage på “Boost din fordøjelse”.

Måske du også vil være med – så kan du godt glæde dig 🙂

 

   

Mine rødder

img_40f0ce443b88-1Jeg kan godt, ind imellem, længtes efter at kende min fars rødder. Både den kulturelle del men selvfølgelig også min familie. Jeg har haft den længsel så længe jeg kan huske. Drømt om at blive holdt i hånden gennem et eventyr af den iranske historie og kærlighed. En historie der med sikkerhed også vil indeholde en masse følelser, som vil skulle finde sin plads indeni mig, og gøre mig hel.

Jeg har aldrig været i Iran, desværre. Af flere grunde har jeg ikke besøgt landet endnu, men min længsel har altid været stor. Planen var egentlig at jeg ville have rejst dertil dette forår, men som det ser ud, er det ikke sikkert at landet er det bedste rejsemål lige nu.

Min far er født i Teheran, i en tid hvor byen var fuld af liv, med vestlig stemning og masser af overflod af alt fra materielle sager til ren og ægte kærlighed. Det er ikke fordi Teheran ikke rummer det i dag, slet ikke, der er blot sket meget. Og mere klog skal jeg heller ikke gøre mig på landets historie og alt det der er sket siden sidst i 60erne, hvor min far ikke længere har været en del af den iranske kultur. Jeg ved blot, at når jeg åbner den store bog om Iran, så forsvinder jeg ind i en eventyrlig verden, der rummer så meget skønhed i alle former og en historie der tryllebinder mig gennem en helt fantastisk billedbog.

Han vil ikke have jeg tager dertil. Han syntes det er unødvendigt. Men jeg vil virkelig gerne. Og jeg VIL opleve det med min far. Jeg vil holde ham i hånden når vi går i hans barndomsgader, når vi besøger hans folkeskole, når jeg skal se min familie for første gang. Men han er svær at overtale. Det har snart taget mig 20 voksne år.

Min familie vil elske vi kom, og jeg vil elske det. Så meget at jeg i skrivende stund får tårer i øjnene. Det er en underlig følelse at længtes så meget efter noget som man ikke kender til. Jeg taler ikke sproget, for min far ville have jeg skulle kunne det danske sprog til perfektion, og jeg skulle derfor ikke forstyrres af et andet sprog. Min far har altid gået meget op i at jeg ikke skulle blive som ham. Omrejsende cirkus artist, uden base, uden skolegang og en knækket kærlighedshistorie. Så jeg har på en eller anden måde ikke presset på og ville ikke træde over nogen grænse.

Du kender det måske, følelsen af at blive tiltrukket af noget, uden at kunne forstå hvorfor. Sådan har jeg det med helt særlige ting, som jeg tildeler min iranske baggrund. Så når folk sidder på plastik stole ude foran huse, når man rejser sydpå, får jeg lyst til at sætte mig derhen. Jeg får lyst til at side i en kæmpe flok og bare være. Når der er fælles dans, og selv om jeg syntes det egentlig ser lidt tosset ud, så blive jeg draget og vil danse med. Når der er åbne boder med mad, hvor man selv kan vælge de friske varer og man får tingene i en lille brun pose. Når vi skal spise, elsker jeg at side på gulvet. Jeg elsker print med print på og er vild med persisk musik.

Men jeg vil afsted – og det vilde er, at det vil min far også. Og følelsen kom så dybt tilbage til mig da jeg tog billedet ovenfor. Jeg kunne mærke følelsen strømme gennem hele min krop. Jeg mangler den side af mig for at føle mig 100% hel. Også selv om jeg har min far her, så mangler jeg stadig den familiære kulturelle følelse.

Mon du kender den følelse? Har du besøgt en del af den kultur du også er – hvis du ikke er hel dansk? Og hvad mærkede du? Forandrede det dig? Gjorde det dig hel?

Min taknemmelighed for livet er enorm,og jeg ved jo godt at alt er få fint og dejligt som det er. Jeg er dybt taknemmelig for alt jeg har og ikke mindst den kærlighed jeg omgives af. Men……Iran, vi ses snart.

 

 

 

 

   

Flyangst

img_6282-2

Jeg ved ikke med dig, men hvis du også sidder med følelsen af flyangst, så kender du det nok. Følelsen af at du godt ved at dine tanker er på afveje. At du desperat prøver at berolige dig selv og fortælle at det jo bare er din angst og at virkeligheden ikke er sådan. For ja, der er selvfølgelig en risiko, men den er så minimal lille, at det søde personale ALDRIG ville tage på arbejde, hvis de troede at risikoen for at styrte i døden var maksimal høj hver dag de mødte på arbejde. Men alligevel er jeg bange. For hvad nu hvis….

Jeg har mega flyangst. Det har jeg haft siden jeg blev voksen, og det har i mange perioder afgrænset mig og afholdt mig for at opleve ting.

Når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at den faktisk har påvirket mig mere end jeg troede. Jeg stoppede med at lave model arbejde i udlandet, som varede kortere end 2 dage, fordi jeg ikke kunne overskue flyveturerne. Jeg besøgte ikke mine venner da de flyttede til New York, Paris, Singapore, Australien og Barcelona – fordi jeg ikke ville flyve alene. Det var så slemt engang, at jeg endda, en meget tidlig morgen, aflyste en forretnings tur jeg skulle på. Jeg har grædt flere gange inden flyveture, været anspændt på alle ture og hele tiden været på vagt. Der er ikke de ting jeg ikke holder øje med når jeg flyver – lyde, bevægelser, udtryk, skygger, skyer, menneskerne mv..

HVAD KUNNE HJÆLPE

Og så tænker man umiddelbart at en masse information, flere flyveture og ture i cockpittet ville hjælpe. Men det er som om det ikke rigtig gør den store foreskel. Jeg har læst mig til en masse nyttig beroligende informationer, jeg har talt med flyveledere, kaptajner, personale mv., og jeg har fløjet en hel del de sidste par år, og endda siddet i cockpittet og været med til at lande fly flere gange. Og jo det hjælper da lidt, uden tvivl. For jeg beroligere mig selv, hele tiden, ved de minder og informationer jeg har fået. Angsten forsvinder bare ikke. Desværre.

Og det er ikke fordi jeg ikke har udfordret mig selv. Jeg har fløjet med vandflyver og helikopter indenfor det sidste halve år. Jeg har tidligere fløjet i små fly i både Norge og Sverige. Jeg har været i kæmpe fly, gamle fly, nye fly og hvad der ellers findes. Og hver gang går det jo heldigvis rigtig godt. Men alligevel sidder jeg tilbage med min angst, som en stædig lille ven, der bare ikke vil give slip.

img_4947

HVAD GØR JEG SÅ…..

Når man har det lige som jeg, i forhold til at flyve, men ikke vil lade det afgøre om jeg skal opleve verdenen, hvad gør jeg så.

Altså det har taget mig noget tid at komme hertil. Og jeg er på ingen måde ovre min flyangst. I august i år var jeg i New York, og den sidste halve time inden vi skulle ind i flyet græd jeg og var helt ødelagt. Det var så slemt at min kæreste blev ved med at sige at vi bare kunne aflyse og blive hjemme. Men nej, jeg ville afsted. Og det er efterhånden også sjældent at jeg har det så slemt.

Jeg har stadig flyangst, men jeg lader den ikke tage beslutningerne når det handler om at rejse på eventyr eller når arbejdet i udlandet kalder. Men der er dog stadig situationer hvor jeg overvejer om flyveturen og hele angst følelsen er det værd, i forhold til oplevelsen der venter eller opgaven.

img_2594

Sammen med den dejlige smukke Claudia Rex på vej hjem efter job på Fuerteventura.

Men jeg har lært at berolige mig selv, sådan at den voldsomme ubehagelige angst kun kommer når der er turbulens eller en meget underlig lyd. Jeg sørger for hele tiden at have noget at tage mig til. Hvis jeg sidder et sted hvor jeg ikke kan kigge ud, rejser jeg mig for at se hvor vi flyver hvis der er turbulens, for at finde en forklaring, så min angst falder til ro. Jeg fortæller mig selv alle de logiske ting som gør, at sandsynligheden næsten ikke er eksisterende – alt personalet ikke er taget på arbejde hvis risikoen for at dø var bare i nærheden af eksisterende, at flyet har alle mulige ekstra sikkerheds knapper og udstyr der virker hvis nogle går ud. Men jeg er forholdsvis stille det meste af en flyvetur – og i skrivende stund får jeg da også et sug i maven, fordi jeg ved at jeg skal flyve på onsdag.

Jeg prøver også at fortælle mig selv, at jeg har taget beslutningen om at flyve, og at jeg derfor bør nyde turen, frem for at bruge så meget energi på at spekulere. Jeg kan jo ligesom ikke komme ud af det fly før vi er landet trygt og sikkert. Og lige præcis de ord bliver sagt rigtig mange gange under en flyvetur. Jeg sender gode tanker ud i universet og beder til en tryg og sikker flyvetur og at vi må lande trygt og sikkert som planlagt på den valgte destination. Åh alle de tanker. Men jeg øver mig virkelig på at smide dem væk, så de ikke skal fylde for meget. Og det pudsige er, at jeg godt kan stå nede på jorden, kigge op på fly, og tænker: gid det var mig der sad deroppe, på vej på eventyr. Og så er der ingen angst – for drømmen giver en rar følelse, og det er nok mine drømme der får mig afsted.

Jeg tror dog at jeg vil prøve hypnose. Har hørt fra så mange at det har virket positivt på dem. Problemet er bare at jeg er en anelse angst for den tanke også….. Men nu må jeg vidst også lige tage mig sammen……! Den angst…..

Håber du, hvis du har fly angst, tager den i hånden og bruger den som en god ven, der fortæller dig, at du faktisk er ret glad for livet, og det er derfor dine tanker eksistere – men det er kun i dine tanker, virkeligheden er heldigvis noget andet – den skal nok få os sikkert ud og hjem. Heldigvis.

God rejse – husk at livet skal leves og man aldrig skal vente på at opleve, angsten bliver muligvis ikke bedre, så hvorfor vente!