Glæden ved at give.

Turen til Dubai

Man er stort set garanteret solskin og varme året rundt, og turen dertil er med et af verdens aller bedste – og ikke mindst største fly. Flyvetiden er tidsmæssig super acceptabel for både børn og voksne og tidsforskellen er yderst minimal.

Mine unger hiver tit i mig og spørger om vi ikke snart skal afsted igen. De har været i De Forenede Arabiske Emirater flere gange. Og man må også sige at de forstår at servicere og underholde deres turister. Og så er pigerne vilde med at flyve med Emirates A380.

Jeg har været der flere gange. Både med mine piger, min familie i en større gruppe, med min kæreste og med arbejdet. Uanset hvordan jeg rejser, har Dubai en masse gode muligheder, som kan passe til alle anledninger.

I dette indlæg kommer jeg båd med tips til steder du kan bo, steder du kan spise og ting du kan opleve når du er i Dubai.

FLYVETUREN 

Ferien starter i det sekund du kan se flyet holde på flyvepladsen og man kan fornemme dets størrelse. Og særligt bliver det så snart du kommer ind i flyet. For selv om der er plads til mere end 600 passagere i det store Emirates fly, så føles flyet både stort og med masser af plads ved sæderne.

Og så er der underholdning i topklasse – for os alle sammen. Jeg syntes nogen gange godt man kan komme på en lang flyvetur hvor den underholdning der er, ikke er helt optimal. Men det er den her. De film og serier der vises er de nyeste og du kan endda se live TV. Til børnene er der de nyeste Disney film og mange sjove spil. Og det smarte er, at man via Emirates app, kan lave hele sit program for flyveturen hjemmefra. Man kan endda lave spillelister.

På økonomi klassen er sæderne brede og der er fint plads til benene. Og skærmen foran er kæmpestor, så man let kan lade sig synke ned i sædet og forsvinde væk i en god film.

Servicen er som sagt helt fantastisk, uanset om man flyver økonomi eller business – og de har særligt fokus på børnene, som får et fantastisk rejsesæt når de ankommer. Mine børn bruger stadig sovebrillerne og det tæppe de fik, sidst vi var afsted.

 

På Business class er komforten helt enorm. De store sæder der kan ligges helt ned er i sig selv imponerende. Og selv om jeg ikke er super glad for at flyve, kunne man da hurtigt se mig suse ned i den imponerende bar, som er bagest i flyet. Her kan man side i små sofaer langs vinduet og kigge ud mens man får serveret en gin tonic (eller hvad man måtte have lyst til).

Jeg fløj både Business og Økonomi sidst jeg var afsted. Og uanset om man får serveret en 3 rettes middag på business eller mad på økonomi, så er det virkelig god mad. Og udvalget af drikkevare begge steder er virkelig også i top.

Jeg lover at man ikke bliver skuffet, uanset hvor man sidder og hvilken klasse man har købt.

Efter ca 6 1/2 time, lander man i Dubai – husk at sætte uret 3 timer frem – så den lokale tid er 23.30.

 

HVAD SKAL MAN SE I DUBAI

Både voksne og børn bliver fascineret af verdens højeste bygning, Burj Khalifa, som imponerer i sig selv. Og at der så er det mest overvældende springvand (læs: mega vildt show) hver halve time efter kl 18 og frem til midnat, gør kun oplevelsen ekstra god. Sammen med springvandet er der både lysshow og musik, så oplevelsen aldrig vil blive glemt.

Burj Khalifa med springvandet ligger lige ved siden af Dubai’s største shoppingcenter, Dubai Mall, som har åbent til kl 24 hver dag. Det er imponerende, og kan være svært at finde rundt i, med over 1200 butikker. Men det er et “must see”.

Gå en tur langs Dubai Marina med Cafeer, masser af butikker og små boder med lokale sager, og så ligger det lige ned til stranden, så man kan tage sig en pause på en solseng og hoppe en tur i vandet, inden man evt. shopper videre eller måske spise de lækre, og kæmpe store, cheesecakes på “The cheesecake factory“.

 

HVOR SKAL MAN SPISE

Uanset hvor du vil spise i Dubai, er det altid en god ide at booke bord på forhånd.

Jeg er forelsket i stedet og følelsen på “101” som tilhøre hotelkæden One&Only. Udsigten er så fin, maden er virkelig god og stemningen er mere end skøn. Det er primært fisk, men man kan også få andet kød. Alt serveres kunstnerisk pænt og smager fantastisk.

Buddha Bar kan også noget virkelig godt. Ud over gode cocktails så laver de helt fantastisk sushi. Rummet og energien er helt særlig, og det gode ved stedet er, at du både kan spise en stille og rolig middag – endda med børn – eller være et større selskab med planer for en festlig aften.

På hotellet Five ligger en kinesisk restaurant som laver virkelig lækker traditionel kinesisk mad med et moderne udtryk. Restauranten hedder “Maiden Shanghai” og kan med anbefaling også bookes til en lækker frokost.

Hvis man er til en eventyrlig udsigt som ændre sig magisk under middagen, skal man overveje at besøge “Al Dawaar” på toppen af Hyatt. Her får man nemlig en 360 graders udsigt fordi restauranten drejer stille rundt mens man spiser. Maden er lækker spænder bredt og der er noget for en hver smag.

Jeg er vild med sushi – også når jeg er i Dubai. Og Nobu laver fantastisk sushi – og generelt virkelig lækker japansk mad. Besøg den restaurant der ligger på Atlantis The Palm, hvor hotellet i sig selv er en oplevelse. Restauranten har en hyggelig intens stemning og kan som Buddha Bar både bruges til en stille og rolig middag, men også hvis man er til en mere festlig middag.

Du kan også booke bord på en af de mange lækre restauranter på Jumeirah Zabeel Saray. Der er 5 forskellige at vælge imellem. Særligt den indiske syntes jeg er virkelig god. Maden er lavet med passion og man bliver for en stund taget med til landet hvor alt smager virkelig godt.

 

HVOR SKAL MAN BO

Lad mig starte der hvor jeg sluttede før. For på Jumeirah Zabeel Saray bor man virkelig godt. Uanset om man er par eller familie. Hotellet er stort, men stadig en størrelse hvor du ikke føler at der er mange mennesker. Det er både til at få plads ved poolen og stranden, som ligger lige foran hotellet. Hvis man booker turen med Apollo kan man booke halvpension, men selv vælge om det skal være morgenmad og frokost eller morgenmad og aftensmad – og det kan blot besluttes på dagen. Det kan virkelig godt betale sig. Morgenmads buffen er virkelig god og som nævnt ovenfor så spiser man også virkelig godt på hotellet. Så helt klart værd at overveje.

Hvis vi holder os til familieferien, så er Atlantis The Palm et eventyr for hele familien. Særligt nu hvor de er ved at renovere det hele og tilbygge en 3 etagers event bygning, hvor man kan lave alt muligt sjovt sammen. Men hotellet er fasinerende i sig selv og ud over et kæmpe akvarie har hotellet også 23 restauranter (som er ved at blive udvidet), masser af butikker og et stort vandland.

Men der er også pool område som er stille og roligt, og selvfølgelig også en tilhørende strand med masser af plads til både at være familie, men også til at ligge stille og roligt og læse en bog.

Har man lyst til at bo inde i byen (og der er selvfølgelig mange andre hoteller at vælge mellem) så er Armani Hotel virkelig et besøg værd. Ud over den særlige stemning på hotellet og den noget så fine arkitektur og indretning, så er det overvældende at bo i verdens højeste bygning. Fra det værelse jeg boede på, havde vi den mest imponerende udsigt over det flotte springvand. Og selv om jeg ikke havde børnene med derind, så er det med sikkerhed noget de vil syntes var spændende at prøve. Så mon ikke de skal overraskes med det næste gang.

Jeg har ikke selv boet på One&Only, som også har den dejlige restaurant “101”. Men det er et virkelig lækkert hotel og meget smukt. Så næste gang jeg skal til Dubai uden pigerne, tænker jeg at spare op til et par overnatninger der.

Spørg endelig løs hvis I har nogle spørgsmål – og ellers håber jeg blot at I får en god tur til Dubai, hvis planerne går i den retning.

Rigtig god dag derude. Jeg sidder og kigger ud på regnvejret og nyder det – men drømmer mig også afsted på den næste solskinsferie jeg skal have planlagt 🙂

Knus Sara Maria

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glæden ved at give.