Flyangst

Mine rødder

img_40f0ce443b88-1Jeg kan godt, ind imellem, længtes efter at kende min fars rødder. Både den kulturelle del men selvfølgelig også min familie. Jeg har haft den længsel så længe jeg kan huske. Drømt om at blive holdt i hånden gennem et eventyr af den iranske historie og kærlighed. En historie der med sikkerhed også vil indeholde en masse følelser, som vil skulle finde sin plads indeni mig, og gøre mig hel.

Jeg har aldrig været i Iran, desværre. Af flere grunde har jeg ikke besøgt landet endnu, men min længsel har altid været stor. Planen var egentlig at jeg ville have rejst dertil dette forår, men som det ser ud, er det ikke sikkert at landet er det bedste rejsemål lige nu.

Min far er født i Teheran, i en tid hvor byen var fuld af liv, med vestlig stemning og masser af overflod af alt fra materielle sager til ren og ægte kærlighed. Det er ikke fordi Teheran ikke rummer det i dag, slet ikke, der er blot sket meget. Og mere klog skal jeg heller ikke gøre mig på landets historie og alt det der er sket siden sidst i 60erne, hvor min far ikke længere har været en del af den iranske kultur. Jeg ved blot, at når jeg åbner den store bog om Iran, så forsvinder jeg ind i en eventyrlig verden, der rummer så meget skønhed i alle former og en historie der tryllebinder mig gennem en helt fantastisk billedbog.

Han vil ikke have jeg tager dertil. Han syntes det er unødvendigt. Men jeg vil virkelig gerne. Og jeg VIL opleve det med min far. Jeg vil holde ham i hånden når vi går i hans barndomsgader, når vi besøger hans folkeskole, når jeg skal se min familie for første gang. Men han er svær at overtale. Det har snart taget mig 20 voksne år.

Min familie vil elske vi kom, og jeg vil elske det. Så meget at jeg i skrivende stund får tårer i øjnene. Det er en underlig følelse at længtes så meget efter noget som man ikke kender til. Jeg taler ikke sproget, for min far ville have jeg skulle kunne det danske sprog til perfektion, og jeg skulle derfor ikke forstyrres af et andet sprog. Min far har altid gået meget op i at jeg ikke skulle blive som ham. Omrejsende cirkus artist, uden base, uden skolegang og en knækket kærlighedshistorie. Så jeg har på en eller anden måde ikke presset på og ville ikke træde over nogen grænse.

Du kender det måske, følelsen af at blive tiltrukket af noget, uden at kunne forstå hvorfor. Sådan har jeg det med helt særlige ting, som jeg tildeler min iranske baggrund. Så når folk sidder på plastik stole ude foran huse, når man rejser sydpå, får jeg lyst til at sætte mig derhen. Jeg får lyst til at side i en kæmpe flok og bare være. Når der er fælles dans, og selv om jeg syntes det egentlig ser lidt tosset ud, så blive jeg draget og vil danse med. Når der er åbne boder med mad, hvor man selv kan vælge de friske varer og man får tingene i en lille brun pose. Når vi skal spise, elsker jeg at side på gulvet. Jeg elsker print med print på og er vild med persisk musik.

Men jeg vil afsted – og det vilde er, at det vil min far også. Og følelsen kom så dybt tilbage til mig da jeg tog billedet ovenfor. Jeg kunne mærke følelsen strømme gennem hele min krop. Jeg mangler den side af mig for at føle mig 100% hel. Også selv om jeg har min far her, så mangler jeg stadig den familiære kulturelle følelse.

Mon du kender den følelse? Har du besøgt en del af den kultur du også er – hvis du ikke er hel dansk? Og hvad mærkede du? Forandrede det dig? Gjorde det dig hel?

Min taknemmelighed for livet er enorm,og jeg ved jo godt at alt er få fint og dejligt som det er. Jeg er dybt taknemmelig for alt jeg har og ikke mindst den kærlighed jeg omgives af. Men……Iran, vi ses snart.

 

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flyangst